Når hverdagen ikke banker på døren

I denne underlige tid, hvor hverdagen i længere tid ikke har været som den plejer, men hvor der inden jul alligevel var bare en snert af “plejer” og normalitet over hverdagen, er vi igen ramt af lockdown. Og hverdagen ser for mange igen anderledes ud.

En hverdag, som for mange bliver som i foråret med hjemmeundervisning, hjemmearbejde og alt hvad dertil hører.

Og når hverdagen, som vi kendte den før jul, ikke indfinder sig herhjemme i morgen tidlig, er det helt og holdent vores egen beslutning.

En forlænget juleferie

I kampen mod Corona og på opfordringerne til at holde ungerne hjemme fra institution, hvis muligt, er det dét, vi gør.

Fordi vi har muligheden for det. Og kan det give mere plads, luft og overskud i institutionerne til andre børn og hos pædagogerne forlænger vi gerne feriefølelsen for ungerne. Også selvom de savner deres venner og institution.

Vi bor i en af de kommuner, hvor smittetrykket stadig er højt. Og kan vi bidrage til at sænke det, så gør vi det.

Anders går naturligvis stadig på arbejde og jeg søger stadig job og det skal vi selvfølgelig blive ved med samt have til at gå op i en højere enhed, selvom ungerne er hjemme.

Hvordan det kommer til at lykkedes, skal vi lige have planlagt os ud af.

Jeg kan naturligvis bare søge jobs de dage, hvor Anders er hjemme, men eksempelvis på tirsdag har vi et lille clash med to møder på samme tid.

Jeg skal have et telefonisk møde med jobcenteret og han er til møde andetsteds.

Men mon ikke det alligevel lykkedes, at få det hele til at gå op. For det skal det jo.

Jeg skal stadig stå til rådighed for jobmarkedet og bliver jeg indkaldt til samtale i løbet af de næste 14 dages tid, så må vi finde en løsning, hvis farmand ikke er hjemme.

Om det bliver nogle timer i institution eller en bedsteforældre, der kommer og passer må vi se på, hvad kan lade sig gøre.

Men intentionen er i hvert fald at holde ungerne hjemme så længe, der er brug for det og så længe det er muligt.

Og så håber jeg, at smittetrykket falder støt og at vores samfund lige så stille kan begynde at åbne lidt mere op, i takt med at flere og flere vaccineres og vi alle stadig tager vores forholdsregler .

At nyde tiden sammen

Og efter Corona virkelig fik fat i vores land og henover foråret sendte ungerne hjem og jeg samtidig blev hjemsendt fik vi virkelig prøvet af, at være langt mere sammen, end vi ellers har været.

Førhen har længste uafbrudte stræk, hvor vi har været så intenst sammen, været maks tre ugers sommerferie, men det fik Corona lavet om på.

Og selvom det var virkelig hårdt, netop fordi der ingen udløbsdato var på situationen og vi efterhånden alle sammen begyndte at savne en mere almindelig hverdag, ungerne deres venner og jeg, dengang, mit arbejde, så gav det os så uendeligt meget.

Set i bakspejler har tiden i foråret, de to gange isolation grundet Corona i ældste barnets børhave og nu en godt og vel tre ugers juleferie virkelig styrket og rustet os til hvad end, der måtte komme.

Og så vil jeg faktisk vove den påstand, at vi virkelig er blevet gode til at nyde tiden sammen og få det allerbedste ud af det. Det kan for nogen lyde underligt, men førhen har jeg været vanvittigt presset over, at jeg ikke når en hujende fis de dage, hvor jeg er alene med ungerne.

Men jeg har fundet en ro i, at hverdagen er anderledes og at alting foregår i et andet tempo. Jeg har indset, at ungerne ikke behøver at blive stimuleret af en forælder hele dagen og at det er OK at jeg også tager tid til mig selv, får ordnet de praktiske gøremål selvom de er vågne og at de rent faktisk sagtens kan lege sammen. Bare de to.

Og det har gjort noget virkelig godt for mig. For jeg har, indrømmet, været ved at gå ud af mit gode skind mange gange, i de perioder hvor ungerne har være hjemme længe ad gangen.

Men jeg tager de næste uger i stiv arm. Også selvom lockdown skulle blive forlænget. Jovist, jeg bliver i den grad også træt, frustreret, presset og en sur mor, når ungerne presser mig helt ud over grænsen. For det gør de jo! Men efter alle dagene hjemme med ungerne har jeg fundet en måde at tackle det på, så jeg ikke behøver at ende derude, hvor jeg ikke kan rumme mere. Og det synes jeg dæleme, er en sejr i sig selv.

En svær situation

Vores beslutning har været lige til højrebenet, men jeg ved, at det er en svær situation for mange. At mange forældre lige nu står i et dilemma i forhold til, om de skal sende afsted eller ej. Mange har slet ikke mulighed for at holde ungerne hjemme og er i tvivl om, hvad de skal gøre og hvordan de skal gribe det hele an.

Og til det kan jeg kun sige, at vi hver især må gøre, hvad der føles rigtigt og hvad den individuelles situation tillader.

I kampen mod Corona gør vi alle vores bedste.

Intet i denne tid er hundrede procent sort og hvidt. Var det tilfældet, behøvede vi ikke konstant stå i diverse dilemmaer og med en følelse af om det vi nu engang gør, er det rigtige og om det er godt nok.

Det er svært og en hård situation at stå i.

Men klap dig selv på skulderen. Du gør det godt.

Sammen kommer vi ud på den anden side. Hvornår det end bliver, så klarer vi også det her. <3

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen